4 VVS-ARBEJDE
Fjern eksisterende installationer
Introduktion
De synlige, eksisterende vvs-installationer som vand-, afløbs- varme- og ventilations-installationer demonteres under hensyntagen til eksisterende hovedledninger og komponenter, der skal bibeholdes.
Der benyttes værktøj, der er egnet til formålet. Der benyttes personlige værnemidler, der er godkendt til formålet af lovgivende myndighed, fx ved fjernelse af gamle rør isoleret med asbestholdigt materiale (kiselgur).
Indfaldskrav
Før du går i gang med at demontere eksisterende synlige installationer, er det vigtigt, at du kontrollerer, at der ikke er vandtryk på de installationer, der skal demonteres. Det vil sige:
Der er lukket for tilførsel af vand til vand- og varmeinstallationer. Ved etageejendomme kan det være nødvendigt at varsle beboerne om, at det kan være nødvendigt at lukke for vandtilførslen til hele ejendommen, hvis en ventil ikke virker.
Afløbsinstallationer skal afproppes for at undgå lugtgener og indtrængning af rotter.
Vand i vand- og varmeinstallationer er aftappet. I nogle tilfælde kan trykluft anvendes til at fjerne vand fra installationsdele, der ligger lavere end udløbsstedet.
Arbejdsprocesser
De arbejdsprocesser, som indgår i demontering af eksisterende installationer, er typisk følgende:
Vandinstallationer regnes fra og med tilslutning til (og frakobling fra) forsyningsledning og omfatter hele installationen inklusive armaturer og installationsgenstande. Dette gælder medmindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt privat forbruger (eget vandværk).
Installationer demonteres under hensyntagen til stik- og hovedledninger til nye installationer.
Der afproppes på stik- og hovedledninger, hvor der er demonteret.
Vandinstallationer demonteres. Grundlaget vil normalt være: DS/EN 1717, Sikring mod forurening af drikkevand i vandinstallationer samt generelle krav til tilbagestrømningssikringer.
Vand– og afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af vvs-installatørvirksomheder, der har opnået autorisation efter § 9, stk. 1, eller delautorisation efter § 10, stk. 1 i Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet, til det pågældende arbejde.
Udfaldskrav
Når du er færdig med at demontere eksisterende, synlige installationer, er det vigtigt, at du kontrollerer, at afproppede installationer kan holde fuldt vandtryk. Det vil sige:
Afproppede installationer er trykprøvet, og kan holde fuldt vandtryk.
Installationer, der skal genbruges, er sikret mod skader og forurening, fx støv.
Du har sørget for kvalitetssikring/dokumentation af dit arbejde, fx taget fotos.
Du har ryddet op og gjort rent efter dig.
Montering af varmeslanger
Introduktion
Der føres varmefordelingsledninger fra hovedvarmeledningen til de aftalte tilslutningssteder, som for eksempel gulvvarme og håndklædetørrer. Varmeslanger, der bliver ’ikke udskiftelige’ (skjult), føres uden samlinger og med så få bøjninger som muligt.
Det er vigtigt, at du overvejer udlægningsmønstret af gulvvarmeslangerne, så der opnås en jævn temperaturfordeling på gulvet. Det er også vigtigt at vurdere rørføringen, hvis den går gennem andre rum, da varmerørene i så fald skal isoleres.
Gulvvarmeslanger bindes til armeringsnettet eller fastgøres til isoleringen.
Indfaldskrav
Før du går i gang med at føre varmefordelingsslanger, er det vigtigt, at du kontrollerer, at underlaget er udført korrekt. Det vil sige:
Isoleringen ligger stabilt og er bæredygtigt.
Isolering og evt. armeringsnet er udlagt i aftalte koter.
Armeringsnet er fastgjort og bundet sammen.
Underlaget skal være plant og fri for skidt og snavs. Ujævnheder i underlaget kan resultere i brud på varmefordelingslangerne og/eller uønskede luftsamlinger i varmekredsen.
De materialer, der benyttes, skal være godkendt til formålet jævnfør bygningsreglementet.
Arbejdsprocesser
De arbejdsprocesser, som indgår i arbejdet, vil typisk være følgende:
Varmefordelingen dimensioneres og installeres i henhold til bygningsreglementet, det kan være dimensioneret af ingeniøren. Normalt er det praktiske arbejdsgrundlag: DS 469, Varme- og køleanlæg i bygninger, og DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer.
Installationer skal udføres, så unødvendigt energiforbrug undgås. Gulvvarmeslanger, der føres gennem andre rum, skal derfor isoleres mod varmetab og kondens i overensstemmelse med DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer.
Gulvvarmeslangerne udlægges i et mønster, som sikrer, at der opnås en jævn temperaturfordeling. Gulvvarmeslangerne kan enten fastgøres til armeringsnettet · eller isoleringen. Fremløbsledningen føres først langs ydervæggene. Hvis der ligger tre armeringsnet over hinanden, skal du være ekstra omhyggelig med at placere gulvvarmeslangerne i korrekt dybde.
Der etableres varmeslanger til håndklædetørrer og radiatorer.
Udfaldskrav
Når du er færdig med at udlægge varmefordelingsslanger, er det vigtigt, at du kontrollerer og dokumenterer, at varmefordelingsslangerne er installeret korrekt. Det vil sige:
Slangerne er monteret i de aftalte koter.
Gulvvarmeslangerne er bundet til armeringsnettet eller fastgjort til isoleringen afhængig af løsning.
Slangerne er tryk- og funktionsafprøvede.
Du har sørget for kvalitetssikring/dokumentation af dit arbejde, fx taget fotos.
Du har ryddet op og gjort rent efter dig.
Føring af vand- og afløbsinstallationer samt ventilationskanaler
Introduktion
Inden vand-, afløbsinstallationer og ventilationsanlæg installeres, er det vigtigt at blive enige om og kontrollere den korrekte placering af tilslutningsstederne.
Der føres vandledninger fra hovedvandledningen til de aftalte tilslutningssteder. Vandinstallationer regnes fra og med tilslutning til (og frakobling fra) forsyningsledningen og omfatter hele installationen inklusive armaturer og installationsgenstande. Dette gælder medmindre tilslutningen sker til et forsyningsanlæg for en enkelt privat forbruger (eget vandværk). Koldt og varmt brugsvand holdes adskilt, så der ikke sker temperaturoverførelse. Ledningerne kan placeres hhv. under og over isoleringslaget i fx terrændæk.
Vandledninger, der bliver ’ikke udskiftelige’ (skjult), føres uden samlinger og med så få bøjninger af vandledninger som muligt. De kan fx udføres med PEX- rør ført i tomrør. Brug af tomrør tillader udskiftning. Materialer – rør, armaturer og pakninger – anvendt i vandinstallationerne må ikke afgive sundhedsfarlige stoffer til vandet eller give generende luft, smag, misfarvning eller generende vækst af mikroorganismer.
Der føres afløbsledninger fra hovedafløbsledningen til de aftalte tilslutnings-steder, som for eksempel wc, håndvask, gulvafløb, bidet og vaskemaskine. Afløbsledninger føres med så få samlinger og bøjninger som muligt, og ad den korteste vej til hovedafløbsledningen.
Der føres ventilationskanaler fra hovedkanal, det fri eller via eksisterende aftrækskanal til de aftalte tilslutningssteder.
Indfaldskrav
Før du går i gang med arbejdet, skal du kontrollere, at gulv, vægge og eventuelt loft overholder aftalte koter. Desuden skal du kontrollere følgende:
De materialer, der skal benyttes, er godkendte/egnede til formålet i henhold til bygningsreglementet.
Placering og koter for armaturer, rørledninger, gulvafløb, afløbsstudse, ventilationsanlæg mv. er aftalt og kontrolleret.
Der foreligger dispensation for eventuel opsætning af kanalventilator.
Der er etableret sandpude for føring af afløbsledninger med korrekt fald samt koldtvandsledninger under isoleringen.
Isolering er udført til føring af varmtvandsrør (udskrammet i isoleringen).
Gulvet er udført i den rigtige højde, så gulvafløbet senere kan monteres i pladegulvet.
Placering af afløb ikke medfører problemer på grund af placering af eksisterende træ- eller jernbjælker.
Undergulvet er i orden og tillader eventuelle gennemføringer (især ved renovering).
Vægge og loft er opført i aftalte kote/placering. For skeletvægge skal traverser være placeret korrekt og i aftalte kote.
Vægge er opført i aftalte tykkelser og er plane og i lod for at sikre, at armaturer kan monteres
Arbejdsprocesser
De arbejdsprocesser, som indgår i arbejdet afhænger af installationstypen og er typisk følgende:
Afløbsledninger dimensioneres og installeres i henhold til bygningsreglementet. Grundlaget vil normalt være DS 432:2020, Afløbsinstallationer. Afløbsledninger udføres med fald mod hovedledningen.
Vandledninger dimensioneres og installeres i henhold til bygningsreglementet. Grundlaget vil normalt være DS 439, Norm for vandinstallationer, og DS/EN 1717, Norm for tilbagestrømning.
Stikledninger til vand og afløb fremføres til tilslutningssteder i gulv, vægge eller loft. De kan føres synligt eller rillet ind i konstruktionerne.
Koblingsdåser monteres i vægge og fastholdes evt. af stålbeslag eller traverser afhængig af producent og vægtype.
Rørgennemføringer afsættes i aftalte koter, og så de kan sikres med en vandtæt membran, hvis de er placeret i våd- eller fugtig zone i vådrum. Typisk vil det kræve et 3 mm fremspring af koblingsdåse ift. færdig overflade.
Vandinstallationer samt afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger må kun udføres og serviceres af vvs-installatørvirksomheder, der har opnået autorisation efter § 9, stk. 1, eller delautorisation efter § 10, stk. 1 i Lov om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet, til det pågældende arbejde.
Ventilationskanaler dimensioneres og installeres, jævnfør bygningsreglementet. Grundlaget vil normalt være DS 447, Norm for mekaniske ventilationsanlæg, og DS 428, Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg.
Ventilationskanaler monteres i de aftalte koter, og så gennemføringer i dampspærren bliver udført tætte, fx med manchet.
Udfaldskrav
Når du er færdig med arbejdet, skal du kontrollere og dokumentere at:
Afløbsinstallationerne har fald, og de er samlet korrekt.
Afløbsinstallationerne er funktionsafprøvet.
Tilslutningssteder, der er placeret i gulv, vægge eller loft, er i de aftalte koter.
Tilslutningssteder til vand, afløb og ventilation kan udføres tæt ift. dampspærreplan i loft eller vandtætnes i væg og gulv, hvis de er udført som gennemføringer i våd- eller fugtig zone.
Koblingsdåser i vægge eller loft er monteret i aftalte koter og i plan med væggens eller loftets overflade.
Koblingsdåser har tilstrækkeligt fremspring ca. 3 mm i forhold til færdig overflade.
Vand- og afløbsinstallationen er funktions- og trykafprøvet.
Ventilationskanalerne er ophængt under loft og trykafprøvet.
Gennemføringer i dampspærren er udført, så de er lufttætte
Der bør tages fotos af installationer til dokumentation/kvalitetssikring. Især installationer og gennemføringer, der bliver skjult.
Du har ryddet op og gjort rent efter dig.
Montering af sanitet og armaturer
Introduktion
Der installeres armaturer til vand, afløb, varme og ventilation. Ved armaturer forstås i denne forbindelse alle tilslutninger til vand, sanitetsgenstande, gulvafløb, afløbsstudse, ventilationsventiler mv.
Indfaldskrav
Før du går i gang med at montere armaturer, skal du kontrollere at:
Alle overflader er færdiggjort i aftalte materialer og koter.
Inventaret er monteret, hvis armaturerne skal monteres i inventar. Hvis montering sker i væg skal vægoverfladen være færdig udført.
De materialer, der benyttes, er egnede til formålet og om nødvendigt har de krævede godkendelser.
Arbejdsprocesser
De arbejdsprocesser, som indgår i arbejdet, er typisk følgende:
Vand-, varme-, afløbs- og ventilationsarmaturer monteres, funktions- og trykprøves og rengøres.
Indregulering af ventilations- og varmeinstallationer.
Udfaldskrav
Når du er færdig med at montere armaturer, skal du kontrollere:
Vand-, afløbs-, varme-, og ventilationsinstallationer og armaturer er monteret i aftalte materialer og i aftalte koter.
Installationerne er funktions- og trykprøvede, rengjorte og klargjorte til brug.
Produktbeskrivelser og materialer er samlet for kvalitetssikring, herunder eventuelt indreguleringsrapport for varmeanlæg og ventilation.
Du har sørget for kvalitetssikring/dokumentation af dit arbejde, fx taget fotos.
Du har ryddet op og gjort rent efter dig.